Næste Uges TV

 

• Jens Unmack Larsen - Guitar, Vokal
• René Tronborg
- El Bas
• Christian Højgård - Synth, Guitar, Vokal
• Hjarne Pedersen- Trommer
------------------------------------------------------
• Torben Kirkholt - Trommer
• Bo Led Andersen - Vokal

Diskografi
Galleri



Biografi

Næste Uges Tv dannes i et spisefrikvarter i slutningen af oktober 1980 på Viborg Amtsgymnasium. DR havde bragt et indslag hvor Sods spillede numrene Hurricane Fighter Plane og White Shirt, og dagen efter gik René Tronborg i spisefrikvarteret over til skolens punker, Jens Unmack Larsen."Kan du lide Sods?" Gruppen blev dannet og bestod til at starte med af René på bas, Jens på guitar og vokal, Hjarne Pedersen på trommer og Christian Højgård på synthesizer, guitar og vokal. Jens havde tidligere spillet i Brainbreakers, der dog var gået i opløsning på grund af uoverensstemmelser om ambitionsniveau og diskussioner om hvorvidt man skulle deltage i koncerter på en punkscene den resterende del af gruppen ikke sympatiserede politisk med. Gruppen tager navnet Næste Uges Tv, fordi det repræsenterer noget nyt og uset.

I livesammenhæng debutererede Næste Uges Tv til en gymnasiejulefrokost den 22. december 1980 i forsamlingshuset i Kvorning. I et interview i No Aarhus omtaler gruppen debutkoncerten som et kaos hvor alle fejl, der kunne begås, blev begået. Det nye år indledes med et job som opvarmning for Parkering Forbudt i Palæ i Viborg og deltagelse i Battle of the Unknown i Rockmaskinen på Christiania, begge i februar. 1981 byder udover forskellige koncerter på Viborgs to gymnasier også på optrædener i Århus, opvarmning for Tv-2 på Palæ og endnu en koncert i Rockmaskinen.

I løbet af sommeren 1981 bryder gruppen med Hjarne. Han bliver erstattet af Torben Kirkholt, der er klassekammerat med René og Christian, og denne ændring resulterer i et langsomt stilskifte fra et punket udtryk til et mere dystert new wave inspireret lydbillede.

6. februar 1982 spiller Næste Uges Tv opvarmning for Ballet Mecanique på Jomfru Ane Teateret i Aalborg. Ballet Mecanique spiller dog først, da de skal nå det sidste tog til København. I marts spiller gruppen til Monody Festival i Århus, og 10. april spiller Næste Uges Tv til arrangementet Hej '82 i Folkedansens Hus i Århus, blandt andet sammen med War of destruction og Inspiration for Scanners.

Jens har igennem længere tid jævnligt ringet til pladeselskabet Irmgardz og samtidig sendt kassettebåndsoptagelser fra Næste Uges Tvs øvere. Resultatet af denne mindre telefonstorm blev en invitation til at medvirke på Irmgardz opsamlings-lp Somewhere on the Outside. En lp, der udelukkende skulle bestå af bands fra provinsen. Gruppens bidrag bliver optaget i Karmastudierne i maj 1982. Med Kenan Seeberg som producer indspiller Næste Uges Tv de fire numre: Hvide Flag, Ærlige Brugte, Island og Somewhere Outside, og de tre første kommer med på Somewhere Outside der udkommer i maj 1983. Dette bliver gruppens pladedebut.

I slutningen af juli 1982 flytter Torben og Jens - sammen med Jesper Juel Rasmussen som Jens spillede sammen med i Brainbreakers - til København. René og Christian har ikke den store lyst til at forsætte i gruppen, og i stedet erstatter Jesper René som bassist, og besætningen bliver udvidet med Martha Podell og Camilla Høiby, begge på vokal og synthesizer. Gruppen spiller to koncerter i den opstilling før man foretager et navneskift til Drift, blandt andet til No Århus i Huset i november 1983 René og Christian kommer dog til København og øver med ujævne mellemrum, og Næste Uges Tv genopstår i gammel opstilling.

Næste Uge Tvs eneste udgivelse i eget navn udkommer i december 1983. Kassetten Det Døde Hus blev udgivet på pladeselskabet Bondeskiver. Kontakten mellem Næste Uges Tv og Bondeskiver, der blev drevet af medlemmerne fra Freshly Riots, kom i stand efter at de to grupper i foråret 1982 spillede sammen til en koncert i Viborg og senere rendte ind i hinanden til forskellige andre arrangementer. Det Døde Hus bestod dels af en liveoptagelse af gruppen fra aftenen hvor de spillede sammen med Ballet Mecanique, og dels af optagelser fra øvelokalet ved Sortedamsdoseringen på Nørrebro og fra en efterskole i Viborg hvor Næste Uges Tv holdt øvelejr i sommeren 1983.

I første halvår af 1984 spiller Næste Uges Tv på Jomfru Ane Teateret i Aalborg og på Saltlageret sammen med Gangway og Disneyland After Dark. Koncerten på Saltlageret forløber katastrofalt. Grundet den geografiske adskillelse er gruppen er ikke sammenspillet, og resultatet er derefter.

Bo Led Andersen (ex- Freshly Riots) kommer i sommeren til som forsanger. Han er ligesom Christian og René bosat i Jylland. Torbens plads bag trommerne bliver i enkelte øvere overtaget af Michael Karshøj, der lige er gået ud af Under For. Der er ikke tale om en permanent udskiftning, men Torbens sideløbende karriere som medlem af Scatterbrain gør at han er fraværende i en periode. I den sidste del af Næste Uges Tvs levetid skifter man over til at synge på engelsk, gruppens navn fremstår derfor for tilbageskuende og man foretager et navneskift til Reunion.

Siden koncerten på Saltlageret har det dog stået klart, at enten skal der satses mere, eller også må gruppen kaste håndklædet i ringen. Christian og René går af samme grund ud i efteråret 1984.

De resterende medlemmer af gruppen skifter i 1984 gruppens navn til Lit De Parade.



Diskografi

Somewhere Outside - Etellerandetstedudenfor - 2xLP
Irmgardz 1983 - IRMG08

Side 3
1. Næste Uges Tv - Hvide Flag
2. Næste Uges Tv - Ærlige Brugte
3. Næste Uges Tv - Island


Det Døde Hus - MC
Bondeskiver 1983 - Bond 004

Live side
1. Glasskår
2. Firkant (16 År Og Død)
3. Ærlige Brugte
4. Computerstilhed
5. Endnu Et Selvmord
6. Et Eller Andet Sted... Udenfor
7. Isolationernes Forår
8. Orange Skær
9. Ørkenjeep
10. Island!

Extra Side
1. Somewhere Outside
2. Island
3. Hvide Flag
4. Døde Brugte
5. Skamskudte, Overlevende
6. For Your Love
7. Pictures Of Grey
8. Stranded Us
9. Betonmennesker
10. Selvmord
11. Orange Skær

Galleri